Karrusel offentliggør nye navne og årets locations

Når Karrusel festival rammer Odense for 4. gang, så bliver det med sødmefyldt vokal, hip hop, laptops og ledninger og de tre dancehall stokke i Bikstok, som sammensmelter folkefest, dansegulv og lyden af dansk-jamaikansk gadekultur. Vi kan allerede nu afsløre, at der er sat vand over til en gedigen fest i Fyns hovedstad, og derudover præsentere de fem første artister:

Den danske dancehall trio Bikstok kræver nærmest ikke en introduktion. De er en institution inden for dansk musik, og de fleste kan synge med på hits som “Cigar” “Fabrik” eller “80’eren”. Selvom det er 12 år siden ”Over Stok og Sten” blev udgivet, står det stadig som noget af det ypperste af dansk dancehall.

Noah Carter spås til at være dansk hip hops nye konge, og udgav for nylig den anmelderroste “Couch Dreams”. Hvis ikke du har hørt hans egen musik, er du formentlig stødt på hans navn i form af et shout out på en række forskellige danske bangers, og hypen har været helt reel.

De to medlemmer i Kenton Slash Demon leverer overlagte elektroniske kompositioner henover deres fælles pult med synths, pads, laptops og ledninger. De har netop afsluttet flere performances på KlubRÅ på Roskildefestival og et anmelderrost klub set på årets Distortion Ø.

Soleimas drømmende, skrøbelige, sødmefulde og sprudlende garagepop har ligget i tung rotation på P3 hele foråret. Til september vil hendes lydunivers byde op til indian summer fest, med varm asfalt, summen i luften og vind i skørterne.

Tre festhoveder tænker måske ikke altid klarere end ét, men det er alligevel tilfældet, når allerede annoncerede AV AV AV lægger brænde i kakkelovnen til Karrusels finalefest med deres sprudlende elektroniske og catchy melodi-strukturer.

Som sædvanlig er intet som det plejer til Karrusel, hvilket i 2017 betyder at festivalpladsen er flyttet til Havnen ved Englandskaj og Gl. Havnekaj tæt på Kunsthallen ULYS, med en afstikker fredag i form af gadefest i City.